Æblemos (6+ mdr.)

Denne æblemos er super nem at lave - hvilket er ret heldigt, da det er en kæmpe favorit herhjemme! Jeg lavede en portion i søndags, men vil du høre det mest kiksede? Jeg glemte den på køkkenbordet i timevis, så den var lige til skraldespanden efterfølgende. 🤦🏼‍♀️ Så... du skal altså huske ikke at gøre som mor gør, men som mor siger! Haha.

 
Jeg serverede æblemosen for Karla med en klat flødeskum og en knust Digestivekiks. Det gav lidt sådan en æblekage-følelse, som jeg syntes var mega lækker. Det syntes Karla i øvrigt også. 😉 På billedet ser du æblemosen som topping på havregrød rørt med frugtmos.
 
Æblemosen kan holde sig i 3-4 dage i en lukket beholder i køleskabet - eller du kan smide den i fryseren, hvor den kan holde sig i hvert fald i 3 måneder.


Æblemos

Æblemos

Giver cirka 1 l
Tid i alt: 20-30 min.
Kan fryses!
 

Ingredienser

  • 4 æbler, mellemstore
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 2-3 dl vand
 

Fremgangsmåde

  • Skyl og skræl æblerne.
  • Fjern kernehuset og skær æblerne i mindre stykker - cirka på størrelse med dit yderste pegefingerled.
  • Smid æbler, vaniljesukker og vand i en gryde og bring det i kog. Du skal bruge vand nok til æblerne kan koge ud, men ikke så meget at det bliver en tynd "suppe". Justér eventuelt med mere vand undervejs i stedet for at tilsætte meget til at starte med.
  • Tag æblemosen af blusset, når æblerne er kogt ud/nemt kan moses mod kanten af gryden.
  • Giv eventuelt mosen en tur med blenderen, så den bliver helt glat. Det kan jeg personligt godt lide, men det er en smags sag.
  • Hvis du synes, at mosen er for syrlig (det kommer lidt an på æblesorten, synes jeg), kan du eventuelt søde den lidt med lidt sukker, sirup eller en anden frugt - fx pære, banan eller lignende sød frugt.
 
 

Velbekomme!

Indsend en kommentar