Bananmuffins (6+ mdr.)
Disse bananmuffins lavede jeg til Karlas 1 års fødselsdag, til at have med i dagpleje. Der er både Nutella og krymmel på, for det synes jeg bare var lækkert og festligt. HURRA!
Du kan pynte kagerne med lige det, du har lyst til - eller helt lade være, for de er også lækre uden noget på toppen.
De er stort set uden sukker lige pånær 2 tsk vaniljesukker (som i øvrigt godt kan undlades), så hvis du ikke har det godt med raffineret sukker, er dette måske en opskrift for dig. :)
Jeg bruger sukker som krydderi på lige fod med salt, peber og krydderurter, så i mine opskrifter kan der sagtens indgå sukker. Men hvis du ikke har det godt med det, så er det altså også helt okay. Det kan der jo være mange årsager til.
God bagelyst!
Bananmuffins
Giver cirka 15 stk.
Tid i alt: 30 min.
Kan fryses!
Ingredienser
-
4 bananer
-
4 æg
-
50 g usaltet smør
-
2,5 dl hvedemel
-
0,5 dl grahamsmel
-
2 tsk bagepulver
-
2 tsk vaniljesukker (kan undlades)
Fremgangsmåde
-
Blend bananer og æg sammen.
-
Smelt smørret og bland det sammen med æg og bananer.
-
Bland alle de tørre ingredienser i en skål og rør dem sammen med de våde ingredienser (kun lige til det hele er blandet!).
-
Hæld dejen i muffinforme. Silikoneforme fungerer bedst, da papirforme godt kan hænge lidt fast i kagen, når den er bagt.
-
Bag ved 180 grader varmluft i 15-20 min. (mine fik 17 min.).
Gør kunsten efter og tager dem med til 1 års fødselsdag for min datter :) Men hvor lang er holdbarheden hvis de ikke kommer på frys?