Blomkålsboller
Blomkålsboller
Antal: 12-15 styk
Tid: 25 minutter (derudover 1 nat i køleskabet)
Fryseegnet: Ja
Det skal du bruge
350 g blomkålsris, frosne
4 dl vand, lunkent
8 g tørgær
430 g hvedemel
70 g havregryn, grovvalsede
15 g havsalt
2 spsk sukker
140 g mozzarella, revet
Topping
3-4 spsk solsikkekerner (kan undlades)
Det skal du gøre
Tø blomkålsris op i mikrobølgeovnen eller ved at overhælde dem med kogende vand. Lad dem dryppe af. Alternativt kan du tø dem op i køleskabet natten over.
Hæld lunkent vand i en skål og tilsæt de resterende ingredienser.
Rør godt rundt i et par minutter og lad dejen hæve tildækket i køleskabet natten over (min står som regel i køleskabet 10-12 timer).
Tag dejen ud af køleskabet.
Stil et ildfast fad med lidt vand i nederst i ovnen og lad også en plade være derinde.
Tænd ovnen på max grader varmluft (min går op til 275 grader).
Læg et stykke bagepapir, som passer til din bageplade, på bordet.
Fyld et glas med koldt vand.
Placér bollerne på bagepapiret ved at dyppe en spiseske i det kolde vand og derefter tage en klat dej op. Vær forsigtig med ikke at røre for meget ved dejen - så klasker den sammen. Drys med solsikkekerner.
Tag den brandvarme bageplade ud af ovnen (husk gode ovnhandsker/grydelapper!) og hiv bagepapiret med bollerne hen på pladen ved at placere pladen for bordenden og derefter rutsche bagepapiret med bollerne udover bordkanten og hen på pladen. Alternativt kan du droppe dén metode og undlade at have pladen i ovnen fra start (en varm plade giver dog det bedste resultat).
Bag bollerne ved max varme i 5 minutter og skru derefter ned til 230 grader varmluft. Bag herefter bollerne færdige i cirka 12 minutter.
PS. 👇
Undlad solsikkekernerne på toppen, og baby på 6+ måneder kan også være med! :)
De ser lækre ud! Kan man mon bruge rå, frisk blomkål? Har nemlig et liggende :-)