Grøntsagsmuffins (6+ mdr.)

Disse bløde, milde og mega lækre muffins kan varieres i det uendelige - og de kan spises af baby lige fra 6 måneder!

Jeg har ofte serveret dem med smørbart pålæg (smør, flødeost osv.) som snack eller som tilbehør til et måltid. Derudover er de rigtig gode at have med på farten, da de ikke snasker for meget. De krummer højst lidt. ;)
 
Det vigtigste, når man laver muffins som disse, er at man får presset nok væske ud af grøntsagerne samt at man ikke rører for meget i dejen. Hvis man er for ivrig med skeen, så kan man risikere at dejen bliver for kompakt, da man kan komme til at aktivere glutenfibrene i hvedemelet. Så... for en luftig muffin, skal du slappe af i de stærke arme, selv om det er svært når nu de er blevet så veltrænede af at bære på baby dag ud og dag ind! ;)
 

Grøntsagsmuffins

Giver 12-15 stk.
Tid i alt: ca. 60 min.
Kan fryses!
 

Ingredienser

  • 150 g squash, revet
  • 150 g gulerod, revet
  • 60 g broccoli, finthakket
  • 60 g revet parmesan (brug den ost du bedst kan lide - eller undlad den helt, hvis du ikke har noget/har lyst til ost)
  • 1 dl mælk
  • 1/2 dl A38
  • 1/2 dl olivenolie
  • 2 æg
  • 200 g hvedemel
  • 50 g fuldkornsmel
  • 3 tsk bagepulver
 

Fremgangsmåde

  • Riv squash og gulerod på et rivejern og pak den revne masse i et rent viskestykke. Pres så meget væske ud af massen, som du overhovedet kan. Hvis du har det skidt med at kassere saften, så pres den evt. ned i en skål og brug den i en sauce eller suppe - eller hvad du lige kan finde på.
  • Hak broccolien fint.
  • Riv parmesanen på et rivejern.
  • Bland alle de våde og tørre ingredienser hver for sig.
  • Rør de tørre ingredienser sammen med de våde med en ske - men kun lige til det er blandet sammen.
  • Hæld dejen i muffinforme (jeg bruger silikone - så slipper de bedst) og bag muffinsene ved 180 grader varmluft i cirka 20-25 minutter (tiden afhænger lidt af din ovn - så hold øje). De skal være gyldenbrune på toppen.
  • Tag dem ud af ovnen og lad dem køle helt af, før de serveres.

 

Velbekomme! 

1 kommentar

  • Kan man erstatte fuldkornsmel med hvedemel?
    Kan man bruge rapsolie i steder for olivenolie ?

    Rikke

Indsend en kommentar